En farvepalette er afgørende for at skabe en sammenhængende og professionel hjemmeside. De rigtige farver kan forstærke din virksomheds identitet og påvirke, hvordan brugerne oplever dit brand. Start med en primær farve, der afspejler dit brand, og suppler den med 2-3 sekundære farver, der skaber balance og kontrast.
Sørg for, at farverne fungerer godt sammen og er behagelige for øjet, både på lys og mørk baggrund. Brug stærke kontraster til at fremhæve vigtige elementer som knapper og call-to-actions. Test også paletten for læsbarhed, især når det gælder tekst over farvede baggrunde.
En gennemtænkt farvepalette er ikke kun til pynt, men understøtter også funktionalitet og brugeroplevelse på din hjemmeside.
Skab din egen farvepalette
En grafisk designer kan hjælpe dig med at udvikle en farvepalette, der passer til din virksomhed og din positionering på markedet.
Du kan også forsøge dig selv med en Color Palette Generator som fx coolors.co
Farvepaletten i Divi
I Divi kan du oprette og tilpasse din farvepalette. Farvepaletten bruges til at forudindstille farver til tekst, baggrunde, knapper og andre designkomponenter, hvilket gør det lettere at holde et sammenhængende visuelt udtryk.
For at tilpasse farvepaletten i Divi skal du gå til Divi > Temaindstillinger i WordPress-dashboardet. Her finder du en sektion, hvor du kan definere op til otte farver, som vil være tilgængelige i Divi Builder’s designfane. Vælg dine primære og sekundære farver samt kontrastfarver, der kan bruges til call-to-action-elementer eller vigtige sektioner.
Når farvepaletten er opsat, bliver dine valgte farver synlige under Saved i farvevælgeren i Divi Builder. Dette sparer tid og hjælper med at holde designet konsekvent, så du ikke manuelt skal indtaste hex-koder hver gang.
Når du har indstillet farver til sektionsbaggrunde, tekst, knapper mm., kan du gemme dem som Presets, som du kan genbruge (og redigere ét sted).
Saved eller Global color palette?
Når du vælger farver i Divi’s Design-fane, har du tre farvepaletter, der hedder Saved, Global og Recent.
Saved er default-valget. Det er også Saved, som er tilgængelig i Tema-tilpasseren. Det taler for at bruge Saved pt. Men hold øje med om Divi i kommende opdateringer ændrer i farvepaletterne.
Global er “smartere”, fordi disse farver er netop det: globale. Hvis du redigerer en global farve, slår det igennem alle steder. Teknisk set er globale farver CSS-variabler, hvilket også er smartere – bl.a. fordi variablerne kan kaldes i custom kode.